Udarbejdelsen af en helhedsplan for Rosenhøj tager sit udspring i en påkrævet renovering af bygningsmæssige forhold som fx betonskader, utætte vinduer og en nedslidt tagdækning.
Men ud over en udbedring af de fysiske skader på bygningerne har der været behov for at se på andre forhold for at få Rosenhøj til at fremstå som et attraktivt sted at bo.
Området døjer med image-problemer, blokkene fremstår meget monotone, afdelingen er stor og uoverskuelig, beboerne føler sig til tider utrygge, og der er overordnet manglende respekt for det sted, man bor og lever. Dette kommer bl.a. til udtryk i form af larm, hærværk og svineri.
Da det er målet, at beboerne
- trives og føler sig trygge i afdelingen
- tager ansvar for afdelingen
- har lyst til at blive boende
er det vigtigt, at der tænkes langsigtet - og derfor kræves der mere end en fysisk renovering.
Endvidere skal områdets image forbedres, så man også formår at tiltrække nye boligsøgende.

